3
Molly
Endeløse, hvide flader lå udstrakt under Molly Davis.
Nogle steder lå sneen som sandklitter, der var slebet runde af vinden. Andre steder rejste isen sig som forrevne spir fra de sammenpressede isskosser. Solen hang lige over horisonten og kastede lange skygger hen over det bølgende, hvide landskab.
Molly skuttede sig ved synet af al den is. Ifølge oversigtskortet på skærmen var flyet et godt stykke inden for polarcirklen nu.
Ingen byer. Ingen veje. Hun havde ikke set andet end arktisk hvidhed i evigheder.
Og det gav anledning til et interessant spørgsmål: Hvis Javis værste frygt blev til virkelighed, og flyet styrtede ned, ville passagererne så fryse ihjel, inden hjælpen nåede frem?
Molly så sig omkring i kabinen. Det var juni, så det varmeste stykke tøj, hun kunne få øje på i kabinen, var en sweater. Og de tynde flytæpper ville ikke engang kunne holde én varm i biografen.
Måske kunne man lave de redningsflåder, der var vist på sikkerhedsfolderen, om til telte. Måske kunne man holde sig varm ved hjælp af flybrændstoffet. Kunne man få det til at brænde stabilt? Eller ville man bare sprænge sig selv i luften sammen med resterne af flyet?
Hun vendte sig bort fra vinduet for at spørge Javi, hvad han mente om sagen, men han sov stadig.
Det var irriterende. Hele morgenen havde han skælvet som en pose optrækkelige gebisser, men nu hvor Molly kedede sig, sad han bare der og snorkboblede.
Men det var vel bedre, end hvis han sad og mukkede, tænkte hun. Lige siden Team Killbot vandt mesterskabet uden kamp, havde han opført sig, som om de ikke var rigtige vindere. Som om de havde fortjent det, hvis det gik galt for dem i Tokyo. Men det var jo ikke deres fejl, at de andre finalister havde været uheldige.
Det var straffen for at bygge skrøbelige robotter. Dræberrobotterne kunne transporteres tusindvis af kilometer bag i en skrumplende varevogn, uden at de tog skade. De var simple. Og de sparkede røv.
Det var sådan, dygtige robotbyggere gjorde det.
Molly kiggede bagud på Oliver og Anna og håbede, at bare en af dem var vågen. Niks, de sov også. Selv hr. Keating sad og snorkede.
14 timer var lang tid. Molly hadede, når hun ikke havde nogen at snakke med. Af og til, når hendes mor lukkede af for omverdenen, talte Molly med sig selv og svarede på sine egne spørgsmål. Alt var bedre end stilhed.
Hun kiggede ned på isen og skuttede sig igen.
Javi snorkede skrattende, og Molly overvejede, om hun også selv burde få noget søvn. Team Killbots første kamp skulle finde sted dagen efter ankomsten, og hun havde ingen anelse om, hvordan det føltes at have jetlag. Javi var ikke den eneste fra Brooklyns Skole for Teknik og Videnskab, der aldrig havde prøvet at flyve.
Hun trak klappen for vinduet og lukkede den endeløse hvidhed ude. Så satte hun sig godt til rette i sædet. Flypuden lugtede underligt, så hun smed den ned på gulvet og foldede sin sweater sammen i stedet.
Med flyets jævne brølen i ørerne troede Molly næsten seriøst på, at hun ville kunne falde i søvn …
I hendes drøm bugtede sneen sig stadig endeløs og øde under flyet.
Molly kunne se det hele nu. Hendes synsfelt var ikke begrænset af det lille vindue, og hun kunne se i alle retninger. Hun så isflagerne, der blev skubbet omkring af havet under dem og af vindene, der kredsede omkring Jorden. Set heroppefra gav de kræfter, der formede isen, så meget mening. Det føltes på samme måde, som når hun endelig forstod løsningen på et teknisk problem.
Men længere fremme var der noget, der slet ikke gav mening. Dernede i sneen, et par hundrede kilometer væk, lå der noget og ventede. Noget, der mindede Molly om hendes mor. Noget, der var ensomt, vred på skæbnen og en lille smule forvirret.
Men det vidste, hvad det ville have.
Med fangarme bestående af ren kraft rakte det ud …
… efter flyet.
Et stød gik igennem Mollys krop, og hun blev opfyldt af en brændende hvidhed, så klar som sneen udenfor.
Væsenet dernede i isen, dets kløer var inde i flyet nu. De snittede og skar langs svejsningerne, satte ild til de mange hundrede kilometer ledning og slog med ren og skær viljestyrke det skælvende fly ud af kurs.
Så vendte væsenet sin opmærksomheds stråleskær væk fra metalskroget og så hende, Molly Davis. Den rakte direkte ind i hendes sind og lyste hendes hjerne op. Som om den ville lære hende at kende …
Molly vågnede med et sæt af drømmen, men den virkelige verden var ikke mindre forvirrende. Kabinelyset blinkede og flakkede, og flyet rystede. Luften var fuld af røg.
”Det kan ikke passe.” Hun vendte sig om mod Javi. ”Er jeg vågen?”
”Jeg er i hvert fald.” Han var bleg i ansigtet.
En ud af 10 millioner, tænkte Molly. Det var ifølge hendes faktabog sandsynligheden for, at et passagerfly styrtede ned. Hun skulle lige til at sige det højt, da en skrigende alarm rungede i kabinen, og 500 iltmasker faldt ned fra loftet. Som en trup af spjættende dukker dansede og svingede de i lyset og røgen og støjen.
Det var en gummijungle, og alle begyndte at skrige.