2
Yoshi
De børn, der sad nogle få rækker bag ham, snakkede igen om flystyrt.
Yoshi Kimura kunne tydeligt høre den pige, der sad tættest på ham, selvom meldingerne i højttalerne var ret højlydte. Hun blev ved med at tale om fascinerende tekniske detaljer ved flyet. Det var derfor, det var så irriterende, at hans mor havde købt billetten så sent. Han var blevet anbragt her, få rækker foran økonomiklassen og alle de mennesker, som syntes, det var så spændende at skulle sidde i en blikdåse i 14 timer.
Yoshi ventede utålmodigt på, at flyet lettede, så brølet fra motorerne kunne overdøve alle stemmerne og lade ham være alene med sine dystre tanker.
For 117. gang tænkte han på, hvad der ventede ham, når flyveturen var ovre. Hans far havde lovet ham en straf, der var lige så storslået, som den var forsinket, men detaljerne havde Yoshi selv måttet tænke sig til.
En stewardesse dukkede op og spurgte på omhyggeligt engelsk: ”Kunne De tænke dem noget at drikke, inden flyet letter, hr.?”
”Mizu, onegaishimasu,” svarede Yoshi, og til hans store fornøjelse så hun overrasket ud. Japanere mente altid, han så for vestlig ud – han lignede en hafu for meget – og de forventede ikke, at han kunne tale japansk uden accent. Men han havde tilbragt de første 10 år af sit liv i Tokyo, før hans mor gav op og flyttede tilbage til New York.
Stewardessen bukkede, listede væk og vendte tilbage med en lille flaske vand. Yoshi tømte den i én slurk, men han var stadig tør i halsen.
Det underlige var, at han havde været meget roligere, da han fløj til New York for ni måneder siden. Dengang havde det ikke engang bekymret ham, at han havde et uvurderligt 400 år gammelt sværd – stjålet fra hans egen far – med i bagagen.
Dengang vidste han selvfølgelig heller ikke, at det var ulovligt at føre familiens katana ud af Japan. Hans far havde tit fortalt ham, at sværdet en dag ville blive hans, men han havde aldrig sagt noget om, at det var et nationalklenodie, en kulturgenstand, der var så værdifuld, at den ikke måtte føres ud af landet.
Nu lå sværdet sikkert i sin kasse i flyets lastrum. Og det var forsikret for 400.000 dollars – et beløb, der var mere imponerende end ordet nationalklenodie.
Dagen før afrejsen havde Yoshi i telefonen spurgt sin far, hvad der ville ske, hvis det japanske toldvæsen opdagede det. Kunne han blive arresteret for at føre sværdet ind i landet?
”Det skulle du have tænkt på, før du stjal det,” havde hans far bare sagt. Yoshi havde ikke fortalt ham, at grunden til, at han havde taget sværdet, var, at han så aldrig nogensinde ville være nødt til at tage tilbage til Japan.
Men det var ikke rigtig gået efter planen.
Omsider tonede den sidste melding ud af højttalerne, og flyet skrumlede hurtigere og hurtigere ned ad startbanen, indtil det løftede sig fra jorden. Mens det steg, hældte det en smule til siden, foretog et roligt sving og skar så gennem luften som et enormt, elegant sværd.
Da de var nået op i den rette flyvehøjde, lagde Yoshi sædet helt tilbage, så det blev fladt som en seng. Så puttede han sig ind under tæppet, tog de støjreducerende hovedtelefoner på og gav sig til at se anime på sin tablet.
Han var nødt til at se det hele nu. Hans far ville helt sikkert tage hans elektroniske ting fra ham, når han kom til Tokyo. Ingen computer, ingen telefon, intet tv-kiggeri i en måned – det havde været Yoshis straf, dengang han ni år gammel dumpede til kalligrafieksamen.
Men den straf, hans far havde tiltænkt ham denne gang, ville blive værre, og den ville vare hele sommeren. Og det betød, at han forsvandt ud af sine venners liv i New York. Til september havde de allesammen opdaget ny musik, læst nye mangaserier og taget hul på nye tv-serier. Og de ville have glemt Yoshi. Han ville igen være den fremmede dreng, der skulle starte helt forfra, præcis som for tre år siden, da han kom til New York første gang.
Han ville tilsyneladende altid være fremmed. Altid på den forkerte side af Stillehavet.
Stewardessen kom forbi og prikkede ham let på skulderen, formentlig for at spørge, om han ville have aftensmad. Yoshi rystede på hovedet og trak sig længere ned under tæppet. Hun måtte ikke se, at han havde fået blanke øjne.
Han tog sig selv i at håbe, at flyet aldrig nåede frem til Japan.