4

Anna

En iltmaske hoppede op og ned foran Anna Klimeks ansigt, som om den var levende. Hun tog fat i den og vred sin hjerne for at huske, hvad man skulle gøre med den.

Træk masken ind mod dig selv for at starte ilttilstrømning.

Ilt lød som en god idé. Anna trak masken ind mod munden og tog en dyb indånding. Masken lugtede af gummi og antiseptiske midler, men det var bedre end den skarpe røglugt, der havde vækket hende. Det sved i hendes øjne, og hun havde svært ved at se. Hun holdt masken op foran ansigtet med én hånd.

Hr. Keating råbte et eller andet, men alarmen larmede så meget, at hun ikke kunne høre, hvad det var. Det rykkede i flyet, så hun kunne mærke det op gennem rygraden.

Hun vendte sig mod Oliver. Han sad og knugede armlænene og havde åbnet munden til et skrig, hun ikke kunne høre. Med sin frie hånd tog hun hans iltmaske og skubbede den mod hans ansigt. Han kiggede på den et øjeblik, som om han ikke kunne se, hvad det var, men til sidst tog han fat i den og holdt den ind til munden.

Hans øjne var blanke af tårer, og Anna prøvede at smile for at berolige ham. Men hendes ansigt var stivnet, som om det ikke længere var forbundet med hendes bevidsthed.

Hvad skulle hun gøre nu? Hun genkaldte sig sikkerhedsinstrukserne. Noget med at sætte sig ned og bøje sig ind over benene …

Okay. Det her skete virkelig – flyet styrtede ned.

Et eller andet klikkede inden i Anna. Pludselig forsvandt hendes frygt og blev erstattet af spørgsmål.

Gør det ondt at ramme jorden? Eller er det ovre så hurtigt, at man slet ikke mærker noget?

I nødstilfælde overtog den kolde, følelsesløse del af hendes hjerne kontrollen, og det føltes næsten beroligende.

Men det næste, der skete, fik hendes panik til at blusse op igen.

En lyd, som af noget, der bliver flænset, fyldte flyet, og over deres hoveder lød der et metallisk hvin. Loftet flækkede! Flyets rygsøjle med bagageboksene og læselamperne og de små ventilatorer løftede sig og splintredes i millionvis af små beige plasticstykker. Iltmasken blev revet ud af hånden på hende og hvirvlede ud i den pludseligt opståede blæst.

”Det kan ikke passe,” hviskede hun.

Igennem det enorme hul lyste den hvide himmel pludselig ned på Anna – kraftigt sollys og snefyldt luft. Den isnende vind susede forbi med hundredvis af kilometer i timen og tvang hende til at knibe de sviende øjne sammen. Det smældede så hårdt for hendes ører, at hun troede, hendes hoved skulle eksplodere.

Vinden i kabinen rakte ned i sædelommerne, løftede magasiner, sikkerhedsfoldere og boardingkort op og forvandlede dem til en tornado af papir, der klaskede mod hendes ansigt og hænder. Øjeblikket efter var det hele væk igen. Det eneste, der var tilbage, var de overrevne ledninger og stumperne af plastic langs kanten af det flængede skrog, der rystede vildt i vinden.

Den underligt rationelle del af Annas hjerne tænkte: Hvordan kan vi stadig flyve?

Flyet burde have opgivet kampen og foldet sig sammen omkring hende, som var det lavet af sølvpapir. Men af en eller anden grund skar det sig stadig gennem den iskolde luft i en lige linje, som om det blev ført af en enorm hånd.

Og så skete der noget endnu mærkeligere – et lyn fór igennem kabinen som en hundredbenet lysende edderkop, der kravlede fra sæde til sæde.

Da det nåede frem til Anna, begyndte det at summe i hendes hoved, og hun blev ramt af en smerte så ren som den hvide himmel. Hun lukkede øjnene, men kunne ikke holde lynet ude. Det kravlede hærgende og raserende gennem hendes hoved.

Det føltes, som om lynet testede hende, som om hendes tanker blev bombarderet med 1.000 små logikopgaver. Annas hjerne var tæt på at brænde sammen, men så tog den kølige, ikke-panikslagne del af hende over, og den virkede sært fornøjet over udfordringen.

Da lynet endelig forsvandt, følte hun sig udmattet og forslået.

Hun blinkede med øjnene og vendte sig mod hr. Keating. ”Hvad var dét?”

Men han var der ikke. Ikke engang hans sæde var der. Der var kun et forrevet hul i kabinegulvet.

”Vent …” begyndte Anna.

Det blændende lys svævede forbi hende igen og viklede sig om manden, der sad på den anden side af gangen. Han vred sig i krampe, og fra hans mund lød et skrig, som Anna på trods af den brølende vind sagtens kunne høre.

Mandens sæde begyndte at ryste. Metallet under sædet bøjede og vred sig, og så rev det sig pludselig løs fra kabinegulvet og lettede. Både mand og sæde blev slynget ud gennem loftet og op mod den blændende hvide himmel.

”Nej,” sagde Anna sammenbidt. ”Det her er bare noget, jeg drømmer.”

Det var en lettelse. Den pludselige vished om, at det, hun oplevede, ikke kunne være rigtigt.

Lynet bevægede sig videre ned ad gangen, og Anna lukkede igen øjnene for at lukke alt det uvirkelige ude. Hun forsøgte at lukke af for skrigene, for lyden af flænset metal, for vinden, der hvirvlede omkring hende, og luften, der var så kold, at hun ikke kunne indånde den.