1. Daniel N. Sterns begreb om selvet og de mellemmenneskelige relationer

Af Claus Kragh-Müller

De forskellige aspekter ved relationer mellem mennesker er beskrevet i flere forskellige teorier. En væsentlig forsker på relationsområdet er Daniel N. Stern (i det følgende benævnt Daniel Stern), som er professor i psykologi ved universitetet i Genéve og adjungeret professor i psykiatri ved Cornell University Medical Center i New York. Hans arbejde har været kendt i Danmark siden 1977. Grunden til at Daniel Sterns arbejde efterhånden er blevet mere kendt og anvendt skyldes nok flere forhold. Han har formået at formidle sin teori bredt, idet hans bøger er blevet oversat, og han har holdt foredrag i mange lande. Noget af det, der især har vakt interesse, er dels hans påvisning af forskellige interaktionsformer mellem mor og spædbarn, dels at han på baggrund af empirisk forskning har givet en fremstilling af spædbarnets selvoplevelse.

Selvom ordet relation ikke nævnes ofte i hans teori, har en stor del af hans teori det sigte at belyse betydningen af forskellige aspekter i mellemmenneskelige relationer for selvudviklingen. Det er hensigten i det f&viser at der kan identificeres tre ikke-sproglig#x00F8;lgende at give en redegørelse for de væsentlige træk af relationstænkningen i Daniel Sterns teori. I hovedværket “Spædbarnets interpersonelle verden” (2000), har det udviklingspsykologiske stor vægt. Det skyldes, at det udviklingspsykologiske i værket anvendes som basis for den klinisk psykologiske del. I det følgende vil vægten være lagt på det udviklingspsykologiske i teorien. Det kliniske vil blive berørt i mindre grad og kun, hvor det er relevant til at belyse Daniel Sterns relationsforståelse.

Der har været rejst forskellige indvendinger mod Daniel Sterns teori. Heraf skal nævnes at hovedvægten i hans forskning og litterære værker er lagt på moderen og det lille barn. Dette har medført, at faderens særlige betydning for barnet kun er belyst i mindre grad. Fædre er dog indbefattet i betragtninger over forældre. Først i værket “Moderskabskonstellationen” er relationen mellem far og barn omtalt nærmere (Stern 1977). Nogle steder tages faderen i betragtning, hvor han har en anden betydning for barnet end moderen. I det følgende er det underforstået, at faderen kan indgå som relationspartner for barnet på samme måde som moderen.

I det første afsnit præsenteres to centrale udtryk og begreber om mellemmenneskeligt samvær: Interaktion og relation. Dertil kommer en kort oversigt med nogle væsentlige træk i Daniel Sterns relationstænkning. Det andet afsnit omhandler nogle grundlæggende problemer som Daniel Stern ser i forståelsen af psykisk udvikling. Tredje til syvende afsnit drejer sig om de centrale dele i Daniel Sterns teori og følger i store træk opbygningen i denne.

1. Relation og interaktion

I begyndelsen af “Moderskabskonstellationer” gør Daniel Stern rede for “den kliniske situation” i behandlingen af børn og forældre. Redegørelsen rummer en afklaring af nogle begreber, som anvendes lidt i flæng i hverdagssproget: Adfærd, handling, interaktion og relation. En kort oversigt følger her.

Interaktion

Aktio er det latinske ord for handling og betyder indgreb eller indvirken. For at gøre dette begreb tydeligere kan det sammenlignes med “adfærd”. Dette begreb er især anvendt som centralt begreb indenfor adfærdspsykologien. Denne videnskabsgren har det objektivt observerbare som paradigme. Derimod har det bagvedliggende meningsindhold ikke været betragtet som videnskabens genstand.

Daniel Stern peger imidlertid på den accepterede, men mere eller mindre synlige antagelse om, at handling er motiveret adfærd (Stern 1997, s. 104). Det kunne være nærliggende at opstille denne formel som definition:

adfærd + mening = handling.

Mellemmenneskelig handling eller interaktion betyder så udveksling af meningsfuld adfærd. Det er i denne betydning, Daniel Stern taler om interaktion, f.eks. som RIG’ernes (repræsentationernes) væsensindhold (se nedenfor).

Relation

Udtrykkene “at forholde sig til” eller “at have en relation til” anvendes i hverdagssproget som betegnelse for mere eller mindre forpligtende samvær mellem mennesker. I hverdagssproget tales om “at forholde sig til”, hvilket betyder at handle overfor et andet menneske med dette taget i betragtning.

Hvad angår Daniel Sterns teori handler den om relationer mellem mødre og deres spædbørn, men peger også videre. Der skal her anføres nogle dimensioner og aspekter ved relationer, som Daniel Sterns teori omhandler, og som vil blive berørt nærmere i det følgende. Selvom relationsbegrebet ikke er det mest fremtrædende i Daniel Sterns teori, peger han en del steder på, at bestemte psykiske fænomener, f.eks. moderskabskonstellationen, har stor betydning for relationen mellem mor og barn.

Daniel Sterns teori rummer endvidere den udviklingspsykologiske side ved relationer, - at de både indebærer “Det nuværende øjeblik” (Daniel Stern 2004) og nogle permanent etablerede intrapsykiske handlemønstre. Det langsigtede i relationen er båret af de etablerede handlingsmønstre, som aktiveres i nye situationer. Daniel Stern har sat fokus på barnets oplevelsesmæssige side af relationen, dels ved at gøre det lille barns selvoplevelse til sit forskningsområde, men også ved at forsøge at leve sig ind i det lille barns oplevelse og beskrive det i skønlitterær form, men baseret på sin viden (Stern 1990).

Det har været Daniel Sterns sigte at oparbejde en almen udviklingspsykologisk teori som baggrund for klinisk psykologisk arbejde med mødre og deres spædbørn. Selvom dette er sket, nævner Daniel Stern i en oversigt for “et nyt brydningsfelt”, at der ikke er klarhed over “hvad en relationsforstyrrelse ... egentlig er” (Stern 1997, s. 13). Daniel Stern peger her på et væsentligt nyt forskningsfelt, der ligger og venter.

I det følgende afsnit vil der blive gjort rede for nogle af Daniel Sterns grundlæggende diskussioner af sin teori og metode.

2. Nogle grundlæggende problemer i forståelsen af psykisk udvikling

Selvom det ikke er vanskeligt at iagttage, hvad spædbørn foretager sig, er det ikke så let at skaffe sig data om spædbarnets selv – det kan ikke spørges direkte. Endnu mere komplekst bliver det, når handlinger mellem mor og barn iagttages, og det skal afgøres, hvilken betydning det har for barnet. Derfor skal Daniel Sterns særlige forskningsmetode omtales.

I forbindelse med sine egne undersøgelser har Daniel Stern udviklet et nyt forskningsparadigme. Han beskriver selv, hvordan han har taget det bedste fra psykoanalysen og fra den empiriske børnepsykologi. Udgangspunktet er, at psykoanalysen i behandlingsarbejdet anvender voksne personers oplysninger om deres egen barndom. Det generelle billede, der er oparbejdet, kalder Daniel Stern for “Det kliniske barn”. Psykoanalysens svaghed er risikoen for at overfortolke barndommens betydning for det senere liv. Den empiriske børnepsykologi bygger på systematiske forsøg og observationer og giver et billede, som Daniel Stern kalder for “Det observerede barn”. Svagheden ved denne metode er en manglende bredere sammenhæng. Daniel Sterns metode består derfor i at forsøge at udlede noget om barnets selv på basis af empiriske undersøgelser.

Der har været en del kritik af forskellige sider ved Daniel Sterns teori. Især at de undersøgelser, som Daniel Stern bygger på, er foretaget i et begrænset område af USA. Dermed mener kritikerne, at teorien ikke er så almen, som den er fremstillet. I indledningen til den nyeste udgave af teorien imødegår Daniel Stern kritikken, idet han ikke kun har benyttet sine egne undersøgelser som baggrund.

Forholdet mellem det affektive og det kognitive

Det er indlysende, at Daniel Stern omtaler det affektive, når det drejer sig om spædbarnet. Men han fremhæver, at det kognitive er lige så fremtrædende, og omtaler blandt andet Jean Piagets teori.

Hurtigt efter fødslen kan spædbarnet genkende sin egen mor. Det sker på flere forskellige måder, f.eks. hendes lugt. Men Daniel Stern fremhæver nogle undersøgelser, som tyder på at spædbarnet ikke genkender moderens ansigt ved at konstruere det af enkeltdelene, sådan som man tidligere har antaget. Derimod er det et særligt emotionelt fænomen, vitalitetsaffekterne, som er væsentligt. Det vil blive nærmere omtalt nedenfor.

Det, at der etableres et fundament for relationen, er afgørende, idet denne er afgørende for barnets videre udvikling.

Amodal perception

Amodal perception er en mekanisme i spædbarnets nervesystem, som gør det muligt at overføre informationer fra en sansemodalitet til en anden. Det kan f.eks. være en sammenhæng eller overensstemmelse mellem smag og syn, f.eks. “skarphed” – skarp smag, skarpt lys.

Til at belyse amodal perception udførte Meltzoff og Borton (1979) nogle forsøg med narresutter (Meltzoff og Borton, Stern 2000, s. 90). De gav nogle tre ugers spædbørn bind for øjnene og en af to forskellige sutter at sutte på. Den ene sut var kugleformet, og den anden havde nogle knopper på overfladen. Når barnet havde suttet et stykke tid, blev den fjernet og lagt ved siden af den anden type sut. Bindet for øjnene blev fjernet, og efter at barnet havde set på sutterne, kiggede det mest på den sut, det havde haft i munden.

Amodal perception synes at være medfødt eller rettere en ukendt indkodning i en tværmodal repræsentation, som erkendes indenfor de enkelte sensoriske modaliteter. “Oplevelsen af at finde en tværmodal matchning... på førsprogligt niveau (uden for bevidstheden) vil føles, som om den aktuelle oplevelse stemmer overens med eller gennemtrænges af noget tidligere eller velkendt” (Stern 2000, s. 95). Daniel Stern nævner, at amodal perception er en mekanisme af stor betydning for spædbarnets hurtige genkendelse af sin mor. Det er oplagt, at amodal perception hos barnet har betydning for etableringen og udviklingen af relationsgrundlaget, idet dets erfaringer med dette accelererer i kraft af den amodale perception.

Vitalitetsaffekter

Daniel Stern skelner mellem kategoriale affekter og vitalitetsaffekter (Stern 2000, s. 98).

De kategoriale affekter er de velkendte: Glæde, overraskelse, vrede, angst, sorg, smerte, at være ked af det, tristhed. De kendetegnes ved at afspejle sig i ansigtsmimikken.

Vitalitetsaffekter derimod vækkes hos en person af bevægelsesmønstre i omgivelserne.

Til forskel fra de kategoriale affekter er der mange forskellige vitalitetsaffekter (Stern 2000, s. 102f). Som nogle enkelte eksempler kan nævnes “brusende”, “skarp”, “flydende”, “blegnende”, “eksplosiv”, “blød”. Mange af disse udtryk anvendes ofte som betegnelse på forskellige egenskaber ved genstande og naturfænomener. Men som det er nævnt ovenfor kan vi kun opfatte sådanne egenskaber, når de vækker vores vitalitetsaffekter. En kniv f.eks. har i sagens natur ikke nogen mening om, at den er skarp. Når en person ser eller rører ved knivsæggen, vækkes vitalitetsaffekten skarphed, og personen kan benævne den: “Skarp”. Daniel Stern nævner, at abstrakt musik og dans bruges til at skabe vitalitetsaffekter hos tilhøreren eller tilskueren. Dertil kan tilføjes, at også malerier kan have samme virkning.

Det er nærliggende at sammenligne de kognitive skemadannelser hos spædbørn, som Jean Piaget beskrev (Stern 2000, s. 122) med vitalitetsaffekterne. F.eks. at “barnet-sutter-på-flasken” korresponderer med vitalitetsaffekten “suttende”. Det er også et eksempel på at det bevægelsesmønster, som barnet selv sætter i gang, vækker vitalitetsaffekten hos barnet selv.

Der skal i denne forbindelse peges på endnu en sammenhæng: Mellem vitalitetsaffekter og relationer. Det er nærliggende at antage, at vitalitetsaffekter, som initieres af personer, kan indgå som element i en relation. F.eks.: en særlig påtrængende person har et særligt bevægelsesmønster. Dette sætter vitalitetsaffekten “påtrængende” i gang hos den anden. Hvis det er et tilbagevendende mønster i interaktionen, bliver det karakteristisk for relationen.

I forhold til sociale oplevelser har det især været Jean Piagets teori, som peger på den gradvise opbygning af perceptuelle enheder til helheder (Stern 2000, s. 104). Men samtidig med denne konstruktivistiske fremgangsmåde kan spædbørn hurtigt genkende bestemte personer uden først at skulle konstruere billedet af dem i længere tid. Daniel Stern nævner, at de traditionelle psykologiske referencerammer som f.eks. tanke, handling og perception ikke svarer til spædbarnets oplevelse, men derimod intensitet, form, temporale mønstre, vitalitetsaffekter og kategoriale affekter. Spædbarnet organiserer gradvis disse elementer. Selvom dette sker gradvis, kan spædbarnet dog relativt hurtigt genkende sin egen mors ansigt i kraft af de bevægelsesmønstre i moderens ansigt, der er særligt for hende.

Diskussionen om faseproblemet

Daniel Stern påpeger nogle forskellige svagheder ved den traditionelle inddeling af psykisk udvikling i faser (Stern 2000, s. 71). Spørgsmålet er om f.eks. orale problemer, som Sigmund Freud mente, er fasespecifikke eller som Daniel Stern mener, at de ikke nødvendigvis har rødder i barndommen. Han henviser til undersøgelser af spædbarnets sansning, som tyder på, at denne ikke er koncentreret i mundregionen som “erogen zone”, således som Sigmund Freud mente, men at barnet bruger kroppens forskellige sanseområder i samme udstrækning.

Daniel Stern mener endvidere, at det er et problem, at forskellige udviklingspsykologiske teorier har betydelige forskelle i aldersangivelser for de forskellige faser (ibid). Det skal dog siges, at Daniel Stern ikke anfægter, at der kan være forskellige kvalitative trin i barnets udvikling, således som Piaget har beskrevet det.

Med hensyn til at forstå barnets relationsberedskab kan der anvendes den generelle antagelse i Daniel Sterns teori, at udviklingen på forskellige områder begynder som svage fornemmelser af samværet med andre og gradvis bestyrkes gennem barnets indre organisering. Dette princip vil fremgå af de efterfølgende afsnit.

3. Om selvet og dets udvikling generelt

De fleste mennesker er vist ikke i tvivl om, at relationen mellem mor og barn har betydning for barnet. Men for at forstå, hvor afgørende relationen er for barnets dannelse af selvet, er det nødvendigt at se på, hvad et selv er.

Selvet er ifølge Daniel Stern et gennemgående eller “invariant” opmærksomheds- eller bevidsthedsmønster. Det er:

Ifølge Daniel Stern opstår og dannes barnets selv ud fra de fornemmelser, det får. En fornemmelse definerer Daniel Stern som en umiddelbart oplevet, ikke-selvreflektorisk og ikke-begrebslig opmærksomhed (Stern 2000, s. 46). Selvfornemmelsen defineres som “fornemmelsen af selvet som en enkelt, særskilt, integreret krop; det er selvet, der udfører handlinger; det, der oplever følelser; det, der oplever hensigter; det, der udformer planer; det, der omsætter oplevelser til sprog; det, der kommunikerer og deler personlig viden med andre“ (Stern 2000, s. 45). Disse fornemmelser opstår forud for selvbevidsthed og sprog. Det vil sige, at spædbarnet kan være opmærksomt, men har ikke selvbevidsthed. Det har ingen formuleret hukommelse om sig selv, da det ikke har et sprog, der kan bære det.

Det er nærliggende at antage, at det mere bevidste selv fremkommer i 2 -3 års alderen, hvor nogle begynder at huske noget om sig selv. Selvom Daniel Stern mener, at det verbale selv begynder omkring 18 måneders alderen, skal det have tid til at organisere sine oplevelser sprogligt, før det fremtræder som formuleret selvbevidsthed. Men det er ikke usædvanligt, at treårige børn kan sige: “Jeg er så ked af det” og huske, at det var ked af det. Dette må betyde, at barnet frem til den alder har mere begrænsede muligheder i en relation med en voksen, fordi det ikke kan udtrykke sig sprogligt. Men det er ikke det samme, som at barnet ikke kan relatere sig til andre. Spørgsmålet, om hvornår det begynder, vil blive belyst i det følgende afsnit.

Er barnet født autistisk?

Et centralt spørgsmål i Daniel Sterns teori og dermed også med hensyn til relationsforståelsen er, om barnet er medfødt autistisk, således som Margareth S. Mahler mente. Det var hendes antagelse, at barnet i kraft af samværet med moderen udvikler sig ud af det. Daniel Stern derimod støtter sig til undersøgelser, som viser at barnets sanseapparat kan skelne mellem sig selv og andre fra fødslen. Daniel Stern har diskuteret dette med Margaret S. Mahler og fået hendes anerkendelse af sidstnævnte synspunkt. Det vil sige, at barnet ikke har en uklar eller sammensmeltet opfattelse af sig selv og sin mor. Dette er dog ikke ensbetydende med, at barnet fra starten forstår, hvad det ser.

Betydning af dette for forståelsen af den tidlige og begyndende mor-barn relation er indlysende: Det er muligt at etablere en relation, da dette er betinget af de to implicerede parters opfattelse af sig selv som separate væsner. En relation kan ikke etableres, hvis parternes selvoplevelse allerede er “sammensmeltet” til et væsen. Men Daniel Stern er inde på, at kortvarige sammensmeltningsoplevelser eksisterer, og at disse ikke er patologiske.

Empati og spejling

En væsentlig betingelse for at forældre kan drage omsorg for deres børn, ligger i deres indlevelse eller empati. Men empatien er ikke hele relationen, men en forudsætning for denne. Ifølge Daniel Stern begynder udviklingen af empati sandsynligvis meget tidligt hos spædbarnet. Han omtaler et forsøg med aber, som viser, at der vækkes nogle neuroner præcis samme sted i hjernen hos den abe, der foretager sig noget, og hos den abe der iagttager den (Stern 2000, s. 21). Disse neuroner bliver benævnt spejlneuroner, og det antages, at de har betydning for udvikling af empati. Empati hos forældre er især en forudsætning for affektiv afstemning, som der vil blive gjort rede for nedenfor.

Derimod er Daniel Stern meget kritisk overfor begrebet om barnets spejling i den voksne (Stern 2000, s. 192). Han påviser at begrebet er for uklart og henviser til beskrivelsen af affektiv afstemning (se nedenfor). I forlængelse af dette må spejlingsbegrebet betragtes som værende for overfladisk til at belyse relationer.

4. Fornemmelse af selvet opstår og kerneselvets udvikling begynder

Selvets oprindelse og etablering har en central placering i Daniel Sterns teori. Det er endvidere tydeligt i teorien, at relationen mellem mor og barn har afgørende betydning for “den gryende selvfornemmelse” og etableringen af et kerneselv.

I den første dannelse af selvet skelner Daniel Stern mellem kerneselvet og repræsentationer af interaktion mellem mor og barn. Barnet udvikler sit kerneselv på basis af de oplevelser, det har af sin egen organisme. Dette gælder, når det er alene med sig selv, men især når det er sammen med sin mor. Undersøgelserne tyder på, at især moderens mere intense udtryk overfor barnet har betydning. F.eks. anvender forældre ofte et højere toneleje overfor det lille barn end overfor de større børn. Påvirkningen og etableringen af kerneselvet kan illustreres således:

Fig. 1. (Illustrationen er ikke Daniel Sterns)

Kerneselvet er en relativt permanent dannelse hos barnet. Der er en del, der tyder på, at fornemmelsen af kerneselv starter i den sidste del af fostertilværelsen, når dets sanseapparat gør det muligt. Kerneselvet rummer ifølge Daniel Stern tre aspekter:

1) Selv-handling, hvor barnet udvikler kontrol over selvgenererende handlinger. Endvidere begynder barnet at få forventninger om konsekvenser. Daniel Stern nævner f.eks. at små børn skiftevis kan lukke og åbne øjnene for derigennem at udforske, om der er en sammenhæng mellem egenhandlingen og konsekvensen, at det bliver mørkt.

2) Selv-sammenhæng, hvor barnet udvikler sine fornemmelser for at være en fysisk helhed. Det kan måske sammenlignes med det ældre, men mere upræcise udtryk “krops-jeg”.

3) Selv-kontinuitet, hvor barnet udvikler sin fornemmelse af at være centrum for de tidsforløb, det er involveret i.

I Daniel Sterns første udgave af teorien var også selv-affektivitet anført som en del af selvet. Men da affektivitet vedrører alle områder af selvet, er teorien ændret på dette punkt (se indledningen til Stern 2000).

Gennem etableringen af alle tre sider af kerneselvet bestyrkes barnet i, at dets oplevelse af sig selv er entydig og præcis. Det vil f.eks. ikke være i tvivl om, at det er dets egen arm, det rækker ud efter ranglen, når det sker. Det vil heller ikke være i tvivl om, at det er dets egen handling at gøre det.

Det er de interpersonelle samspil, som muliggør barnets opbygning af selvkonstanser. Dette sker på baggrund af omsorgspersonernes sociale handlemønstre og deres bestemte former og variationer. Det er både almindeligt kendt og set i undersøgelser, at de voksne overdriver og taler stereotypt, i form af “babysnak”. Påvirkningen fra de voksne bliver på denne måde mere intensiv. Desuden udfører barnets voksne ofte forskellige spændingslege, f.eks. ved at kilde barnet, når det får skiftet ble. Barnet regulerer selv spændingsniveauet i kontakten gennem sit udtryk, og den voksne forsøger at afpasse påvirkningsgraden i sine handlinger efter det. I disse former for intensiveret påvirkning kan barnet identificere både selvkonstanser og interpersonelle konstanser. Det kan f.eks. være, at barnet fastholder fornemmelsen af, at den voksne til trods for legens udfordring passer på, at barnet ikke bliver ked af det eller bange.

Det skal i øvrigt bemærkes, at der er forskel mellem begrebet afpasning ovenfor og affektiv afstemning, som der redegøres for i afsnittet nedenfor.

Barnet udvikler sit kerneselv på grundlag af dets oplevelse af sig selv. Men Daniel Stern påpeger, at barnet især udvikler dette i kraft af de forskellige interaktionsformer, der finder sted mellem mor og barn.

Repræsentation af interaktion i generaliseret form

En repræsentation eller RIG betyder en Repræsentation af en Interaktion i Generaliseret form. I det følgende anvendes de to udtryk, repræsentation og RIG synonymt. I bogen “Moderskabskonstellationen” nævner Daniel Stern, at repræsentationerne spiller en afgørende rolle for udformningen af relationen mellem forældre og deres barn (Stern 1997, s. 29). Repræsentationer udgør en eller flere væsentlige dele af en relation. Den situation, hvor repræsentationer opstår og dannes, kan illustreres således: Barnet udvikler generaliserede repræsentationer af forskellige interaktionformer.