Forord

Af Tom Ritchie

I denne 2. udgave af Relationer i psykologien bringer vi to nye artikler, som ikke var med i 1. udgave: Inger Glavind Bo skriver om G.H. Mead og Preben Bertelsen om selvpsykologien. Disse bidrag styrker bogens profil og indhold. Udvidelsen medfører, at kapitlerne præsenteres i en lidt anden rækkefølge end i 1. udgave.

Der har i de senere år været en stigende interesse for relationer eller relationstænkning i pædagogiske sammenhænge. Både på skole- og daginstitutionsområdet og i uddannelses- og udviklingssammenhænge, har vi i en årrække set et bredt udbud af kurser, efteruddannelser og publikationer, hvis omdrejningspunkt er den relationelle tilgang til praksis. Denne brede interesse bekræfter min egen og andres erfaring fra praksis, nemlig at man via et fokus på relationer kommer ind på selve nerven i det pædagogiske arbejde.

På baggrund heraf er det aktuelt at spørge, om der tale om et forbigående modefænomen, eller om relationstænkning rummer en substans, der berettiger denne interesse. Det er mit håb, at denne bog om psykologi kan være med til at give et svar på dette spørgsmål.

Den røde tråd i bogen er relationens rolle i psykologien. Der præsenteres en række psykologiske teorier, som pædagogikken kan trække på eller henvise til. Bogen har ikke ambitioner om at dække alle de psykologiske teorier, hvor relationsdimensionen optræder. Snarere sættes der fokus på de teorier, der har en tydelig profilering af den relationelle dimension i deres grundforståelse.

Bogen skal ses som en samling af forskellige indfaldsvinkler eller tilgange til relationer og den rolle, som disse spiller i de forskellige teoridannelser tilhørende forskellige paradigmer. Bogen skal heller ikke ses som en udtømmende samling af psykologiens forskning og teorier om relationer, men som en præsentation af nogle centrale bidrag på området. Andre teorier eller traditioner kunne også tænkes at optræde her.

Der er en talemåde, hvor man siger, at fisken er den sidste, der opdager vandet. Mens vandet er fiskens element, kan relationer siges at være menneskets element, idet relationer er en grundlæggende forudsætning for vores liv og udvikling. Alligevel har vi ofte svært ved at få øje på den relationelle kontekst, vi er så afhængige af og kommer let til at overse den relationelle dimension i tilværelsen. Den forbliver ofte implicit frem for eksplicit, som noget vi let kommer til at tage for givet.

Imidlertid er det nærliggende at spørge, om dette billede alligevel ikke er ved at forandre sig. Frem for at være et modefænomen kan den aktuelle interesse i relationer ses som udtryk for forandringer i det samfundsmæssige liv, hvis logik medfører en forskydning i fokus. I samfundsvidenskaben er der i dag en udbredt antagelse om, at der i det moderne, eller senmoderne samfund er sket en omfattende kulturel frisættelse, der har løsnet traditionelle bånd til de gamle fællesskaber som kirken, familien, lokalsamfundet, de sociale klasser m.m. til fordel for en tiltagende individualistisk orientering til tilværelsen. I denne individualiseringstendens sættes den enkeltes identitet og selvrealisering i centrum, og dermed åbnes der også for en interesse for de relationelle sammenhænge, hvori individet indgår. Relationer forlader skyggen og træder frem i lyset, optræder eksplicit frem for implicit, og får dermed en mere udtalt rolle i pædagogisk praksis.